Teknologisk Institut er ny partner i Østersø Lab Bornholm.

Teknologisk Institut er blevet en ny projektpartner i Østersø Lab med fokus på at bidrage til udviklingen af grønne løsninger og innovationsmiljøet på Bornholm. Instituttet er allerede med i en del af udviklingen omkring Baltic Energy Island og ser det nye samarbejde som endnu en mulighed for at bidrage med yderligere ekspertise og udvikling.

 

Teknologisk Instituts repræsentant er Center for Idé & Vækst, der i første omgang vil bidrage med en projektleder til at afdække potentiale og udarbejde projektansøgninger for de kommende større projekter i Østersø Lab. Center for Idé & Vækst driver allerede i dag et Makerspace/prototypeværksted med fokus på ideudvikling og ser frem til, at kunne etablere et innovationsmiljø i Østersø Lab fortæller Centerchef Lene Grønning.

 

Første opgave er med fokus på havmiljø, men der er allerede identificeret flere fokusområder i Østersø Lab, herunder bæredygtig materialeudvikling, teknologi- og innovationsspor for lokale virksomheder samt et omdrejningspunkt for iværksættere med nye ideer og grønne løsninger til et mere bæredygtigt samfund.

 

Direktør for Offshore Center Bornholm, Lone Reppien Thomsen, der har været med til at etablere Østersø Lab ser det nye partnerskab med Teknologisk Institut som en strategisk styrke, der vil bidrage med flere kræfter og udvide potentialet for arbejdet i Østersø Lab. ”Med Teknologisk institut får vi også åbnet døren til række innovative virksomheder og til en viden, som vi mener bornholmske virksomheder kan få stor gavn af” siger Lone Reppien Thomsen

 

Også blandt øvrige initiativtagere til Østersø Lab ses der fordele ved samarbejdet:

“Med Teknologisk Institut står vi stærkt med en skare af forskellige kompetencer og en masse inspiration og støtte til at løfte innovationen på øen. Denne styrkelse af innovationen kan også komme vores havmiljø til gode. Vi har netop engageret os i Østersø Lab for at sikre at den teknologiske innovation kan hjælpe os med at hjælpe Østersøen." fortæller Marie Helene Birk (Miller), havbiolog hos ivandet. Søren Femmer Jensen, CEO hos Sensemakers fortsætter: ”Et vigtigt mål for Østersø Lab har været at afprøve ny teknologi i kombination med havmiljøforskning til at genoprette havnaturen i Østersøen. Vi er begejstrede for, at deltagelsen af Teknologisk Institut i partnerskabet for alvor kan hjælpe at sætte fart på de ambitioner.”

 

 

FAKTA BOKS:

Visionen for Østersø Lab er udviklet af; ivandet, der driver havmiljøtiltag og formidlingsaktiviteter om havet ved isværket i Tejn, Sensemakers, der er en miljøteknologi start-up fra Nexø, der udvikler sensorer for at kunne optage data fra havet og kysten og finde grønne løsninger, og Offshore Center Bornholm (OCB), som arbejder med service i forbindelse med offshore havvindaktiviteter, det maritime og har en stor interesse i at sikre mere viden om teknologiske løsninger og innovation til Bornholm. Initiativet støttes af Blå Bornholm, Fonden for Beskæftigelsesfremmende Initiativer på Bornholm, OCB og Rønne Havn A/S. Teknologisk Institut får fysisk plads hos Business Center Bornholm.