Udvikling af maritimt makerspace for havmiljø på Bornholm

(PM, den 11.09.2023)

Bornholm er internationalt kendt for sit arbejde med miljø og grøn energi. Nu vil et nyt samarbejde mellem forskere og erhvervsliv udvide visionen ved at etablere et maritimt makerspace, der skal bidrage til genopretning af havmiljøet i Østersøen.

 

Ideen med et Østersø Lab - som gerne må rumme værksteder og forskningsfaciliteter - er at samle vidensinstitutioner, iværksættere og etablerede virksomheder fra hele Østersø-regionen om udvikling af fremtidens grønne løsninger til havs. Initiativet er lanceret af Offshore Center Bornholm (OCB) i samarbejde med formidlingsvirksomheden ivandet fra Tejn og den miljøteknologiske start-up Sensemakers i Nexø. Rønne Havn A/S og OCB bidrager til finansiering af udviklingsarbejdet og målet er at samle en større partnergruppe som deltagere over de kommende måneder.

 

”Visionen bag Østersø Lab er at skabe symbioser mellem de traditionelle maritime industrier, offshore branchen og den forskningsdrevne indsats for at skabe et sundt havmiljø i Østersøen. Vi ser udviklingen af fremtidens erhvervsaktiviteter til havs som en enestående mulighed for at skabe mere biodiversitet, genoprette fiskebestande, planteliv og udvikle nye innovative metoder til at mindske og fjerne forurening af havmiljøet”, siger Søren Femmer Jensen, partner i Sensemakers.

 

Gennem forskningsbaserede og designdrevne innovationsprocesser vil Østersø Lab være med til at udvikle fremtidens industrilandskaber på havet og indtænke naturgenopretning som en integreret del af sit virke.

 

”Vi er ikke i tvivl om, at timingen og placeringen på Bornholm er spot on til at sætte fokus på havnatur og miljømæssig innovation i Østersøen. Nu kommer så hele arbejdet med at samle, konceptudvikle, finde midler og den rette form, som gør det muligt at samarbejde på tværs af de maritime aktører,” fortæller direktør i OCB, Lone Reppien Thomsen og fortsætter; ”Vi har mange interessenter på Bornholm, som foreningen Blå Bornholm, Bornholms erhvervsfyrtårn Baltic Energy Island, regionskommunen, havnene og Business Center Bornholm, der alle spiller en værdifuld rolle på området. De kommende måneder vil OCB invitere alle interesserede til at deltage i udviklingsarbejdet for at finde den rette organisering, finansiering og bygge bro mellem eksisterende og nye tiltag. Ingen rammer er lagt fast endnu. Vi ønsker at skabe en ramme, at få to plus to til at give fem, og døren er helt åben”.

 

”Ivandet blev stiftet for at arbejde for en sundere Østersø og vi ser de kommende erhvervsmæssige aktiviteter i Østersøen som muligheder for samtidig at forbedre havmiljø og biodiversitet. Vi er dog overbeviste om, at det bl.a. kræver. at vi får samlet mere data fra kysten og havet – noget vi arbejder med, og som kan blive til gavn for mange gennem Østersø Lab,” fortæller havbiolog Marie Helene Birk fra ivandet. 

 

For at skabe yderligere opmærksomhed om ØsterLab vil initiativtagerne bl.a. være repræsenteret med en stand på Digital Tech Summit, der er Nordens største deep tech messe til november – ”et slaraffenland for at netværke om miljøteknologi og sætte Bornholm på kortet,” fortæller Lone Reppien Thomsen.  Vi ønsker at skabe et innovativt miljø, hvor vi arbejder på tværs af interesser og fagligheder og det mener vi, at ambitionen er godt oplæg til.

 

For yderligere information om Østersø Lab kan Lone Reppien Thomsen kontaktes på mobil 31 18 78 18 eller mail lrt@ocbornholm.com. Information om workshops vil blive offentliggjort på bl.a. OCB’s hjemmeside på www.ocbornholm.com