Der står Carsten Kofoed på visitkortet, og det er ikke første gang, at Carsten Kofoed er på messe indenfor offshore havvindmølleenergi, som Wind Europe Hamburg.

Carsten Kofoed og Hans Christian Hansen er igen på messe med deres firma Vento Maritime. På messen er det målet at sælge virksomhedens kompetencer – vejrprognoser og -support.

Ulla Kiersgaard, fra SDK Shipping A/S, der er shipping og logistikvirksomhed med afdeling på Bornholm, og medlem af Offshore Center Bornholm (OCB) samt Lone Reppien Thomsen fra OCB, der også er projektpartner i projektet Klar til EnergiØ Bornholm er på messe i Hamborg for at tale med kunder, og indhente ny inspiration. Her møder de Carsten Kofoed, fra Vento Maritime, der som navnet afslører, har rødder- og er opvokset på Bornholm.

Vento Maritime skaber både historiske og aktuelle analyser af vejret i et område, som en kunde er interesseret i. Et historiske vejrbillede fortæller kunder noget om, hvad de kan forvente ved at arbejde på et bestemt geografisk område, som for eksempel ved Bornholm. Og netop dette er interessant viden for virksomheder, der f.eks. håndterer store vindmølledele, hvor de timer, man ikke kan arbejde i, fordi vejret gør arbejdet usikkert eller farligt, og kan skubbe planen for de planlagte opgaver, og dermed gøre opgaven mere omkostelig.

Aktuelle og daglige vejrprognoser er dog de mest brugte, da det kan afgøre om kaptajnen på et skib beslutter sig for at fortsætter en opgave eller vælger at vente nogle timer for roligere vind. ”Alle operationer til søs er meget vejrafhængige og ofte dyre at udføre. Derfor har det stor værdi for vores kunder, at de kan udnytte de perioder med brugbare vejrforhold - vejrvinduer - der kommer. For vindmølleparker i drift bliver der alle årets dage foretaget vedligehold. Her hjælper vi med at overvåge og varsle for høj risiko for lyn – så alle mølleteknikkerne er nede fra møllerne, inden et lyn kan slå ned.  Wind Europe messen som skiftevis er i København og Hamburg er nok den største indenfor offshore vind, så her kommer alle i branchen. Derfor er vi selvfølgelig også her, så vi kan fortælle, hvad vi kan, som ingen andre kan”, uddyber Carsten Kofoed.

Carsten Kofoed og Hans Christian Hansen har begge arbejdet hos DMI, og har siden udviklet virksomheden og det grundlæggende datasystem, sammen. Vento Maritime har kontor i København.

”Det første indtryk fra messen er en stor summen af aktivitet og mon ikke, der er rekordmange deltagere i år. Med de politiske beslutninger, ser branchen både muligheder og udfordringer for at nå i mål med de mange GW, der skal bygges i de kommende år. Jeg er rundt og hilse på de virksomheder, vi kan komme til at se på Bornholm, både mølleproducenterne og maritime virksomheder. Det er vigtigt, at de ved, at der på Bornholm er god service, når de er i havn. Herudover gør jeg selvfølgelig også opmærksom på, hvor egnet øen er til personaleskift, grundet nærheden til lufthavnen, hvilket mange ikke kender til. Jeg kigger også komponentproducenter og kontakter til OCB-medlemmerne og så ser jeg efter services, der er i forbindelse med drift af en vindmøllepark. Der sker særligt en del nyt indenfor drone og robotter, til at måle tilstanden på vingerne o.l., som er meget interessant” fortæller Lone Reppien Thomsen.

Også Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er udstiller på messen. ”Vi er her og fortæller om vores arbejde og forskningsprojekter indenfor energi. Vi arbejder sammen med rigtig mange virksomheder og her er en god mulighed for dialog med virksomheder også nye internationale, vi ikke har kontakt med i dag. Og det er selvfølgelig særlig interessant, at vi også kan fortælle om Baltic Energy Island og de planer, vi har på Bornholm. Fortæller Mattias Andersson, Senior Executive Adviser DTU.

Wind Europe Hamburg slutter fredag den 30. september.

 

 

Artiklen er skrevet i regi af projektet Klar til Energiø Bornholm