BHS Logistics har købet af den svenske speditionsvirksomhed First Cargo

PRESSEMEDDELELSE; 

BHS Logistics køber First Cargo og accelererer internationalt


BHS Logistics udvider forretningen og styrker dækningen i Norden og Europa med købet af den svenske
speditionsvirksomhed First Cargo med fokus på landevejstransport i hovedmarkederne Sverige, Spanien,
Italien og Portugal samt egne kontorer og terminaler i Gøteborg, Malmø og Madrid.
First Cargos 31 erfarne medarbejdere råder over omkring 70 køretøjer gennem samarbejdspartnere og har
et tæt samarbejde med 15 terminaler i hovedmarkederne samt et stærkt netværk i Frankrig, Tyskland og
Østrig. Virksomhedens aktiviteter og geografiske dækning er et stærkt match med BHS Logistics’ flåde på
500 kontrollerede enheder og virksomhedens styrkepositioner i Danmark, Norden, Tyskland og Benelux-landene.

Købet vil styrke BHS Logistics og sikre kunderne i begge virksomheder en bedre partner med
bredere og dybere dækning.
”Vi er glade for at byde velkommen til de dygtige medarbejdere i First Cargo, der har skabt en fantastisk
virksomhed og et værdifuldt netværk, som vi ser frem til at samarbejde om at udvikle og udvide som en del
af BHS Logistics. Vores virksomheder har mange kulturelle ligheder og supplerer hinanden perfekt i de
nordiske og europæiske markeder – og vi glæder os til at sætte fart på internationaliseringen sammen og
skabe et endnu bedre tilbud til kunderne,” siger Morten Studsgaard, ejer og administrerende direktør i BHS
Logistics.

Den samlede virksomhed vil have et bredere netværk og en større kundebase samt opnå stordriftsfordele
ved at lade alle kundevendte medarbejdere trække på BHS Logistics’ stærke administration og organisation.
Det skaber et godt udgangspunkt for at drage fordel af den forventede vækst i samhandelen mellem de
nordiske lande og First Cargos hovedmarkeder i Spanien, Italien og Portugal i de kommende år. Samtidig vil
First Cargos specialkompetencer inden for temperaturstyrede transporter, farligt gods og bilindustrien samt
anden e-commerce supplere BHS Logistics’ markedsledende position inden for transport af farmaceutiske
produkter.

First Cargo har arbejdet målrettet med kvalitet og miljøhensyn for at styrke konkurrenceevnen og har siden
2011 være certificeret inden for kvalitet (ISO 9001) og miljø (ISO 14001). I 2022 blev First Cargo som den
første svenske transportvirksomhed ISO 26000-certificeret på baggrund af indsatsen inden for socialt
medansvar og bidrag til en mere bæredygtig udvikling.


”Vi har været meget omhyggelige med at finde det perfekte hjem for First Cargo i BHS Logistics, der er
rundet af familieejerskabet og deler vores værdier og fokus på ansvarlighed, ordentlighed og gensidig
respekt. Samtidig har BHS Logistics skabt en stærk organisation, som gør det muligt for os at accelerere
væksten i et højere tempo, mens vi fastholder det ufravigelige fokus på at levere personlig transportservice
af den højeste standard,” siger Thomas Lindström, medstifter og administrerende direktør i First Cargo.
I forlængelse af transaktionen fortsætter First Cargo driften uændret under navnet First Cargo part of BHS
Logistics, ligesom to af ejerne Thomas Lindström og Johan Almén fortsætter i virksomheden, mens Leif
Johnsson går på pension. Den fjerde medejer, Sven Algholm, døde for nylig efter længere tids sygdom.
Ejerskiftet medfører ingen ændringer i organisationen eller kundeforhold og -vilkår. Parterne har aftalt ikke at
oplyse købsprisen.